Faldskærme over Kreta

I foråret 1941 havde Anden Verdenskrig nået Grækenland. Tyskland var stormet ned gennem Balkan, og det græske fastland faldt i april. Tusindvis af britiske, australske og newzealandske soldater, der havde kæmpet på fastlandet, blev evakueret sydpå — og mange af dem endte på Kreta. Sammen med græske styrker og øens egen befolkning skulle de nu forsvare den sidste frie plet græsk jord.

Kreta var strategisk guld. Den, der holdt øen, kontrollerede det østlige Middelhav og kunne true både de tyske oliefelter i Rumænien og den britiske flåde. Hitler besluttede at tage øen — og denne gang skulle det ske på en helt ny måde, aldrig set før i krigshistorien: en invasion udelukkende fra luften.

Om morgenen den 20. maj 1941 rev en øredøvende larm himlen over Kreta i stykker. Hundredvis af tyske transportfly kom ind over kysten, og ud af dem væltede faldskærmssoldater i tusindtal. Himlen fyldtes med skærme, mens svævefly lydløst gled ind og landede på markerne. Det var Operation Merkur — den første store luftbårne invasion i historien. Tyskerne satte alt ind på fire mål: flyvepladserne ved Maleme, Rethymno og Heraklion, samt havnebyen Chania.

De første timer blev et mareridt for angriberne. Faldskærmssoldaterne hang forsvarsløse i luften, mens de dalede ned, og de allierede og kreterne skød dem ned i hobetal, før de nåede jorden. Mange tyskere døde, før de overhovedet ramte marken. Det var et af de blodigste øjeblikke i hele den tyske krigshistorie indtil da, og invasionen var tæt på at mislykkes fuldstændigt.

Og her skete noget, der har brændt sig ind i kretensisk stolthed: civilbefolkningen rejste sig. Almindelige landsbyboere — gamle mænd, kvinder, præster — gik løs på de tyske faldskærmssoldater med hvad de havde: gamle geværer fra tidligere oprør, økser, leer, knive, ja endda spader og knipler. Det var den samme ånd fra Arkadi og Sfakia, der nu vendte sig mod en ny besættelsesmagt. For tyskerne var det et chok; de var ikke vant til, at civile rejste sig med bare næver mod elitesoldater.

Men krigslykken vendte ved Maleme. Forsvaret af flyvepladsen kom til at afgøre hele slaget. På grund af forvirring og fejlslagen kommunikation trak de newzealandske forsvarere sig en nat tilbage fra den afgørende højde ved flyvepladsen. Det gav tyskerne netop det åndehul, de havde brug for. De fik kontrol over landingsbanen, og nu kunne de flyve forstærkninger ind, fly efter fly, time efter time. Langsomt vendte overtaget. De allierede styrker, udmattede og uden luftstøtte, måtte til sidst trække sig.

Det blev til en bitter retræte. Tusindvis af britiske og allierede soldater måtte marchere tværs over øens golde bjerge mod sydkysten, hvor flåden i ly af mørket evakuerede så mange, den kunne, fra strande som Sfakia. Mange nåede det ikke og blev taget til fange. Den 1. juni 1941 var Kreta i tysk hånd.

Sejren havde dog kostet tyskerne så dyrt — især blandt de elitære faldskærmstropper — at Hitler aldrig igen tillod en stor luftbåren invasion. På den måde var Kreta både et tysk nederlag i sejren og et forvarsel om, hvor kostbar besættelsen ville blive.

For nu begyndte den hårde tid. Som hævn for civilbefolkningens modstand iværksatte tyskerne brutale repressalier. Hele landsbyer som Kondomari og Kandanos blev udsat for massakrer og brændt ned, og indbyggerne henrettet. Men modstanden lod sig ikke knuse. Oppe i bjergene, præcis hvor osmannerne aldrig havde kunnet trænge ind, organiserede kreterne sig nu i en sejlivet modstandsbevægelse — andartes — der sammen med britiske agenter skulle plage besættelsesmagten i årene, der fulgte. Og en af de mest dristige bedrifter i hele krigen ventede stadig forude, oppe mellem de samme bjerge.