Kapitel II
Paladsernes folk
Den minoiske bronzealder
Bag myterne lå et virkeligt folk. For omkring 4.000 år siden — længe før Athens storhedstid, før Rom overhovedet var en landsby — rejste der sig på Kreta en civilisation, som var Europas allerførste. Vi kalder den minoisk, opkaldt efter sagnkongen Minos, men hvad de selv kaldte sig, ved vi ikke. Deres eget skriftsprog kan vi stadig ikke læse.
Det, de efterlod, taler alligevel højt. Frem af jorden ved Knossos gravede arkæologen Arthur Evans omkring år 1900 et palads så stort og snørklet, at det rummede flere tusinde rum fordelt over flere etager, forbundet af gange, trapper, lyskanaler og lagerrum. Her var rindende vand, kloakker og badeværelser på et niveau, Europa ikke skulle se igen i årtusinder. Man forstår, hvorfor sagnet om Labyrinten klæbede sig til netop dette sted.
Og Knossos stod ikke alene. Ved Faistos, Malia og Zakros lå tilsvarende paladser, hver med deres åbne gårdrum, deres forrådskamre fulde af enorme lerkar — pithoi — til olivenolie, korn og vin. Disse paladser var ikke kun kongeboliger. De var økonomiske og religiøse centre, hvor egnens overskud blev samlet, registreret og fordelt.
For de minoiske skrev. I lagerrummene fandt man lertavler dækket af tegn — det ældste kaldes Lineær A og er endnu ikke tydet. Senere kom Lineær B, som man i 1950'erne knækkede koden til, og som viste sig at være en tidlig form for græsk. Det meste af det, der står på tavlerne, er ikke poesi eller historie, men regnskaber: så mange kar olie, så mange får, så meget uld. Et bogholderis hverdag, frosset i ler.
Men det smukkeste de efterlod, var deres billeder. På paladsernes vægge malede de fresker i klare farver — blå aber, springende delfiner, liljer og safran, elegante kvinder med sort, opsat hår. Frem for alt malede de tyren. Igen og igen ser vi det berømte motiv: tyrespringet, hvor smidige unge mennesker griber et stormende dyr i hornene og slynger sig i en saltomortale hen over dets ryg. Om det var sport, ritual eller dødsleg, ved vi ikke — men tyren stod tydeligvis i centrum af deres verden, præcis som myten om Minotauros antyder.
Det var også en søfarernes kultur. Minoiske skibe krydsede Det Ægæiske Hav og handlede med Egypten, Lilleasien og øerne. På et tidspunkt var deres indflydelse så stor, at man taler om et minoisk «søherredømme». De byggede ikke svære fæstningsmure om deres byer — et talende tegn på, at de følte sig trygge bag havets beskyttelse.
Men ingen storhed varer evigt. Omkring 1600-tallet f.Kr. eksploderede vulkanen på øen Thera (det nuværende Santorini) i et af oldtidens vældigste udbrud. Aske, jordskælv og måske flodbølger ramte Kreta hårdt. Paladserne blev beskadiget, genopbygget — og svækket. I løbet af de følgende århundreder kom mykenerne fra det græske fastland og overtog Knossos. Den minoiske verden gled umærkeligt over i den mykenske, og til sidst forsvandt den helt ud af menneskers hukommelse.
Tilbage blev kun ruinerne under jorden — og fortællingerne, der overlevede i grækernes myter, indtil hakke og pensel mange tusind år senere kaldte paladsernes folk frem i lyset igen.