Hvor guderne blev født

Længe før der fandtes historie, fandtes der fortællinger. Og mange af dem begynder på Kreta.

Grækerne mente, at selve gudernes konge kom til verden her. Da titanen Kronos åd sine børn, ét for ét, fordi en spådom havde lovet ham, at en søn skulle styrte ham, gemte hans hustru Rhea det yngste barn væk. Hun flygtede til Kreta og fødte drengen i en mørk hule på bjerget Ida — eller i Diktæon-hulen, alt efter hvem der fortæller. For at narre Kronos svøbte hun en sten i et tæppe og rakte ham den i stedet. Han slugte den intetanende. Imens voksede barnet op i skjul, vugget af nymfer og passet af geden Amaltheia, mens væbnede ånder, kureterne, slog deres skjolde sammen for at overdøve hans gråd. Drengen blev Zeus, og da han var voksen, gjorde han som spådommen sagde: han væltede sin far og blev herre over himlen.

Kreta var altså ikke en udkant i grækernes verden — det var et fødested.

Øen optræder igen i en af de smukkeste og mest skæbnesvangre myter. Zeus forelskede sig i Europa, en fønikisk kongedatter. Han forvandlede sig til en hvid, blid tyr og blandede sig med hendes faders kvæg. Da Europa nysgerrigt satte sig op på dens ryg, rejste tyren sig og svømmede ud over havet med hende — hele vejen til Kreta. Her fødte hun ham tre sønner, og den ene, Minos, blev øens store kongeskikkelse. Det er værd at standse ved: vores verdensdel bærer navn efter en kvinde, der ifølge sagnet endte sit liv netop her.

Minos blev en mægtig hersker, men også en hovmodig en. Han bad havguden Poseidon om en tyr til at bekræfte sin ret til tronen, og en strålende hvid tyr steg op af havet. Men Minos var grådig og nægtede at ofre det smukke dyr igen. Som straf lod guderne hans dronning, Pasiphae, gribes af en unaturlig lidenskab for tyren. Af den forbindelse fødtes et uhyre med menneskekrop og tyrehoved: Minotauros.

For at skjule monstret bestilte Minos en bygning, som ingen kunne finde ud af igen — Labyrinten — tegnet af den geniale håndværker Daidalos. Dybt inde i dens gange holdtes Minotauros fanget, og med jævne mellemrum blev unge mænd og kvinder, sendt som tribut fra Athen, lukket ind til den for at blive fortæret.

Så kom helten Theseus fra Athen, fast besluttet på at gøre en ende på rædslen. Minos' egen datter, Ariadne, forelskede sig i ham og gav ham et nøgle af garn, som han rullede ud efter sig på vejen ind. Han dræbte Minotauros i mørket og fandt tilbage langs tråden — den berømte «Ariadnetråd», som vi stadig bruger som billede på at finde vej gennem noget uoverskueligt.

Daidalos selv kom til at mærke kongens vrede og blev spærret inde sammen med sin søn Ikaros. For at flygte byggede han vinger af fjer og voks. Men Ikaros glemte advarslen, fløj for tæt på solen, og voksen smeltede. Han styrtede i havet — en evig påmindelse om overmod.

Det bemærkelsesværdige er, at disse fortællinger ikke kun er fri fantasi. Da arkæologer for godt hundrede år siden gravede et enormt, snørklet palads frem ved Knossos, med hundredvis af rum, gange og trapper, var det fristende at se selve Labyrinten for sig. Tyren går igen overalt i de fund, man gjorde — på fresker, i kunst, i ritualer. Myten og mursten rakte pludselig hånd til hinanden.

Og dermed er vi klar til at forlade gudernes verden og træde ind i de levende menneskers — folket, der byggede paladserne.