Under halvmånen

Da Candia faldt i 1669, blev Kreta en del af Det Osmanniske Rige, og sådan skulle det forblive i næsten to og et halvt århundrede. For øens befolkning begyndte en lang og vanskelig tid — på mange måder den hårdeste i dens historie.

Osmannerne overtog en ø, der var udmattet af enogtyve års belejring. De flyttede ind i de venetianske byer, omdannede kirker til moskéer og rejste minareter ved siden af de gamle stenmure. Heraklion, Chania og Rethymno fik et nyt, orientalsk præg med basarer, badehuse og bønnekald over tagene. Den bevingede løve var væk; nu vajede halvmånen.

For kreterne betød det nye styre frem for alt skat og rangorden. De kristne — langt størstedelen af befolkningen — kunne beholde deres ortodokse tro, men de stod nederst i samfundet: de betalte særlige skatter, havde færre rettigheder og levede under herrer af en anden tro. En del kretere valgte derfor at konvertere til islam, nogle af overbevisning, men mange for at undgå byrderne og komme videre i livet. Disse kretensiske muslimer talte stadig græsk og lignede deres kristne naboer til forveksling — de var ikke fremmede tyrkere, men øens egne folk, der havde skiftet tro. Det skabte et splittet samfund, hvor skellet ikke gik mellem folkeslag, men mellem religioner.

Oppe i bjergene levede friheden videre. I de utilgængelige højland, især i Sfakia mod syd, slog osmannernes magt aldrig rigtig igennem. Her boede stolte, væbnede klaner, der nægtede at bøje sig, og herfra kom igen og igen gnisten til oprør. Kreterne rejste sig mod osmannerne med en stædighed, der blev legendarisk — det ene blodige opstand efter det andet gennem århundrederne.

Et af de øjeblikke, der brændte sig fast i den kretensiske sjæl, skete i 1866 ved Arkadi-klostret. Under et stort oprør havde hundredvis af kretere — krigere og deres familier, kvinder og børn — søgt tilflugt bag klostrets mure. En osmannisk hær omringede dem. Da modstanden var håbløs, og fjenden trængte ind, satte forsvarerne ild til klostrets krudtmagasin. I den vældige eksplosion døde de selv sammen med de angribere, der var trængt ind. Hellere døden end underkastelse. Arkadi blev øjeblikkeligt et symbol — ikke bare på Kreta, men i hele Europa, hvor digtere og aviser hyldede kretensernes offer. Frihedskampen havde fået sine martyrer.

Slagordet lød: «Frihed eller død» — Eleftheria i thanatos. Og frem for alt ønskede kreterne én ting: enosis, forening med det Grækenland, der var blevet selvstændigt i 1830. For dem var de grækere, og deres ø hørte til moderlandet, ikke til et imperium styret fra Konstantinopel.

I anden halvdel af 1800-tallet blev oprørene hyppigere og blodigere, og de europæiske stormagter begyndte at blande sig. Hver gang Kreta brød i flammer, lagde nyheder om massakrer og flygtninge pres på Europa. Til sidst, i 1890'erne, eskalerede det til åben krig mellem oprørere og osmanner, og stormagterne — England, Frankrig, Rusland og Italien — greb ind med deres flåder for at standse blodsudgydelsen.

I 1898 var det slut. Efter en sidste voldsom episode i Heraklion, hvor også britiske soldater og den britiske konsul mistede livet, mistede osmannerne tålmodigheden hos stormagterne. De osmanniske tropper måtte forlade øen for altid. Halvmånen var gået ned over Kreta.

Men øen blev ikke straks en del af Grækenland. I stedet opstod noget helt nyt og uventet: en selvstændig kretensisk stat, under stormagternes beskyttelse og med en græsk prins som overhoved. Kreta skulle smage en kort, sær frihed — og en ung lokal politiker ved navn Eleftherios Venizelos trådte nu frem på scenen. Hans tid var kommet.