IV · Løven fra Venedig

I 1204 skete der noget uhørt. Et korstog, der egentlig var på vej for at befri Det Hellige Land, gjorde i stedet holdt ved det kristne Konstantinopel og plyndrede byen. Det mægtige Byzans blev sønderdelt, og dets besiddelser solgt og fordelt mellem korsfarerne. I det opgør lagde Republikken Venedig hånd på en perle: Kreta. Handelsbyen ved lagunen betalte sig til øen og kaldte den Regno di Candia — kongeriget Kandia.

For venetianerne var Kreta ikke et fjernt eventyr, men forretning. Øen lå som et perfekt stoppested på søvejen mellem Venedig og Levanten, og dens havne, korn, vin og olie var guld værd. De omdøbte hovedstaden Chandax til Candia (nutidens Heraklion) og gjorde den til centrum for deres herredømme. Herfra styrede en venetiansk hertug øen på republikkens vegne, og venetianske adelsfamilier fik tildelt jord, som de drev med kretensiske bønder som arbejdskraft.

Travl venetiansk havneby med handelsskibe og Markusløven over porten — Candia — venetiansk handelsby og øens hovedstad.

Begyndelsen var alt andet end fredelig. Kreterne — stolte, ortodokse og græske — brød sig ikke om at blive regeret af katolske herrer fra havet. I de første par hundrede år rejste øen sig i det ene oprør efter det andet. Venedig slog hårdt ned, men lærte med tiden, at hård hånd alene ikke virkede. Langsomt opstod der en sameksistens: venetianerne blev boende i generation efter generation, mange lærte græsk, og skellet mellem hersker og behersket begyndte at sløres.

Trodsige kretere med bannere og hævede våben står over for venetianske soldater på en bjergskråning — Kreterne rejste sig igen og igen mod de venetianske herrer.

Og netop i det møde mellem to verdener — den italienske renæssance og den græsk-ortodokse tradition — opstod noget helt særligt. Man taler om den kretensiske renæssance. I byerne blomstrede kunst, litteratur og ikonmaleri. Her skrev Vitsentzos Kornaros sit store versdrama Erotokritos, et kærlighedsepos på kretensisk græsk, som folk stadig kan citere strofer af. Og fra et værksted i Candia kom en ung ikonmaler ved navn Domenikos Theotokopoulos — verden skulle senere lære ham at kende under hans spanske tilnavn: El Greco, «grækeren». Han forlod øen, drog via Venedig til Spanien og blev en af malerkunstens største, men hans rødder lå i den kretensiske tradition.

En ung ikonmaler arbejder på et forgyldt religiøst panel i et solbeskinnet værksted med havudsigt — Den kretensiske renæssance — hvor Byzans mødte Italien.

Overalt satte venetianerne sig spor i sten, og de spor kan man stadig røre ved i dag. De byggede mægtige fæstninger for at holde øen — og frem for alt for at holde en ny og voksende trussel ude. For mod øst rejste Det Osmanniske Rige sig nu som en stormagt, der slugte det ene byzantinske og venetianske område efter det andet. Venedig svarede med mure: den vældige Koules-fæstning ved Heraklions havn, Fortezza højt over Rethymno, og det smukke havneanlæg i Chania. På den lille ø Spinalonga ud for Elounda rejste de i 1579 en fæstning, der skulle vogte indsejlingen — den samme ø, der mange århundreder senere fik sin helt anden, tragiske rolle.

Arbejdere bygger en stjerneformet venetiansk fæstning på en lille klippeø ved en stille bugt — Spinalonga rejses i 1579 for at vogte indsejlingen til Elounda.

Den venetianske søfæstning Koules af lys sten med Markusløven over porten, bølger og sejlskibe — Koules — den venetianske søfæstning ved Heraklion.

Den bevingede løve — Markusløven, Venedigs symbol — blev hugget ind over porte og mure overalt, et stentegn på, hvem der herskede. Nogle af løverne sidder der endnu.

Men osmannerne kom. I 1645 gik de i land på Kreta, og snart var hele øen i deres hånd på nær hovedstaden. Og så begyndte en af verdenshistoriens længste belejringer: belejringen af Candia. I hele enogtyve år — fra 1648 til 1669 — holdt byen stand bag sine venetianske mure, forsynet fra havet, mens osmanniske hære bed sig fast udenfor. Soldater og lykkeriddere fra hele Europa kom for at kæmpe med. Men til sidst var det forgæves. I 1669 overgav Candia sig på æresfulde vilkår, og forsvarerne fik lov at sejle bort.

En vældig osmannisk hær med kanoner og telte omringer den befæstede by Candia, røg over murene — Belejringen af Candia varede enogtyve år — en af historiens længste.

Dermed var det fire og et halvt århundrede lange venetianske herredømme forbi. Tilbage stod fæstningerne, kirkerne, Erotokritos og de stenhuggede løver — og en ny herre tog plads på øen. Halvmånen havde afløst løven.